Det er en stolt tradition for Ordet at have repræsentanter til stede ved den årlige filmfestival i Berlin, og dette år er naturligvis ingen undtagelse. Således var flere af Ordets skribenter på Berlinalen i forrige uge for at se et udvalg af årets program.
Netop dette års Berlinale var særlig, da festivalen kunne fejre sit 75-års jubilæum. Året blev desuden også et rekordår for festivalen med flere solgte billetter end nogensinde før. Berlinalen har enorm betydning for det globale filmmiljø og fik da også besøg af store stjerner som Tilda Swinton (modtageren af dette års ærespris), Robert Pattinson, Bong Joon-Ho, Timothée Chalamet, Margaret Qualley, Toni Collette og mange flere. Men at tiltrække stjerner er ikke det eneste festivalen har at byde på. Den tilbyder nemlig en bred vifte af internationale film, hvor især Panorama-sektionen med queer cinema hvert år har været et stærkt kendetegn ved festivalen.
Der var også betydelig dansk tilstedeværelse ved dette års Berlinale, da Danmark havde hele fire film repræsenteret ved festivalen: Begyndelser af Jeanette Nordahl, Hjem Kære Hjem af Frelle Petersen, dokumentaren Only On Earth af Robin Petré, samt den grønlandske kortfilm, Anngeerdardardor af Christoffer Rizvanovic Stenbakken (på dansk: Tyven).
At en film er udtaget til filmfestivalen i Berlin er dog ikke altid lig med en stor filmoplevelse, og vi vil derfor i denne artikel præsentere både 3 lavpunkter og 5 højdepunkter ved denne 75. Berlinale. God læsning!
Mother’s Baby – Lavpunkt
Johanna Moder / 2025 / Østrig, Tyskland, Schweiz
Af Bella Juncker
Et gennemgående tema ved dette års Berlinale var moderskabet. I konkurrenceprogrammet var Mother’s Baby af Johanna Moder, som netop var en af disse film, med fokus på at udforske og aftabuisere udfordringerne ved at blive mor.
Filmen følger Julias (Marie Leuenberger) kamp med at blive gravid. Efter flere mislykkede forsøg opsøger Julia og hendes mand en fertilitetsklinik, der specialiserer sig i at hjælpe barnløse par. Ved første forsøg bliver Julia gravid og oplever komplikationer ved fødslen, der adskiller hende fra sin nyfødte baby i en kort periode. Babyen bliver reddet, og efterfølgende oplever Julia problemer med at knytte sig til sin baby, da hun skeptisk begynder at fornemme noget foruroligende og unaturligt ved den.
Filmens første akt begynder som en anstændig og spændende thriller, men i løbet af andet akt tager den en uventet og utroværdig drejning, der desværre munder ud i en plat afslutning, hvor alt den opbyggede spænding falder til jorden. Man går derfra skuffet over det uopfyldte potentiale, som filmen ellers viser tegn på i første akt.
Filmsproget er desuden ensartet og i nogle henseender tørt, med lange og stillestående skud, der virker intetsigende og, med filmens afdæmpede farver, også søvndyssende for publikum, der efterlades i en observerende position, som en flue på væggen.
Hot Milk – Lavpunkt
Rebecca Lenkiewicz / 2025 / Storbritannien
Af Bella Juncker
Hot Milk, instruktør Rebecca Lenkiewicz’ debutfilm, er baseret på romanen af samme navn af Deborah Levy og præsenterer os for Rose (Fiona Shaw) og hendes datter Sofia (Emma Mackay), der er taget til det spanske kystland, i søgen efter en læge, der forhåbentligt kan hjælpe Rose med hendes uforklarlige sygdom, der har efterladt hende lam i benene. Hurtigt genkender man et turbulent forhold mellem mor og datter, hvor Sofia tydeligt kæmper med sin trang efter løsrivelse.
Det er svært at sige, hvad der er det egentlige plot. Filmen virker impulsiv, da vi konsekvent besøger flere forskellige hjørner af den, som vi aldrig rigtig vender tilbage til igen. Især en ulempe for publikums relation til karaktererne, selvom filmen tydeligt forsøger at vække følelser for dem igennem et distraherende og enerverende lydbillede, samt et forvirrende tempo, der resulterer i en uengagerende filmoplevelse.
Filmen kategoriseres desuden som en ”queer coming of age”-film, men intet af filmens grundlæggende konflikt er bundet i Sofias seksualitet. I virkeligheden er det svært at pege på, hvad filmens grundlæggende konflikt egentligt bunder i. Slutningen byder heller ikke på nogle svar, men kommer så pludseligt, at den mest af alt efterlader dig med en irriterende uforløst følelse.
Pa-Gwa (The Old Woman with the Knife) – Lavpunkt
Min Kyu-Dong / 2025 / Sydkorea
Af Lasse Borch Frisendal
Pa-Gwa, der beskrives meget præcist i sin engelske titel “The Old Woman With The Knife”, handler om en aldrende legende indenfor Sydkoreas skjulte og lejemorder-fyldte underverden, der ikke længere kan følge med den moderne verden.
På mange måder ligner både filmens præmis og selvhøjtidelige præsentation lidt et koreansk spejlbillede af den amerikanske John Wick. Men hvis du nogensinde har set en John Wick-film, så lad være med at se Pa-Gwa.
For filmens kluntede og klichefyldte fortælling, der føles umenneskelig langsom, formår aldrig at være bare en lille smule interessant. Pa-Gwa insisterer nemlig hele tiden på at holde publikums hånd så hårdt, at den nærmest falder af, selvom filmens centrale konflikt er så simpel, at den kunne have været løst med én velskreven e-mail.
Selv de få actionsekvenser, der rent faktisk fanger nogen som helst opmærksomhed, er enten så korte, at man aldrig helt når at investere sig i dem, eller også får de deres momentum fuldstændig smadret af forudsigelige flashbacks.
Der er meget lidt at komme efter i Pa-Gwa. Fortællingen er langsom og klichefyldt, dens action taler aldrig for sig selv, og generelt er den bare uinteressant. På mange måder føles Pa-Gwa som en John Wick-film med gigt.
Blue Moon – Højdepunkt
Richard Linklater / 2025 / USA
Af Lasse Borch Frisendal
Richard Linklater er tilbage med endnu en snakkefilm, og den er fantastisk.
Blue Moon følger den legendariske lyriker Lorenz Hart (Ethan Hawke), i 100 minutters reel tid, på aftenen, hvor hans tidligere samarbejdspartners nyeste værk udkommer til større fanfare end noget, Hart nogensinde har lavet.
Den præmis og umiddelbare plot virker måske ikke som det mest nytænkende, men den knivskarpe filmteknik, som er til stede i filmen, er uden tvivl noget af det stærkeste på årets Berlinale-program.
Blue Moon er nemlig fyldt med fantastisk og nærmest musikalsk dialog der, ligesom filmens hovedkarakter, går en hårfin balance mellem at være poetisk, vittig og halv-irriterende.
Og det er gjort på den bedste måde. Linklaters underspillede instruering og Robert Kaplows manuskript maler nemlig et portræt af en karismatisk, men kompliceret mand, i et mørkt kapitel af sit liv, hvor det eneste, han har tilbage, er sine ord. Bag hver joke eller historie fortalt af Hartz, er der en skjult ensomhed og tristhed, der vises smukt og subtilt gennem en af de stærkeste præstationer i Ethan Hawkes karriere.
Blue Moon, med dens korte 100 minutters køretid, får én lille mand i en lille bar til at føles som en storslået tragikomisk filmoplevelse, der både er underholdende, rørende og citérbar.
The Thing With Feathers – Højdepunkt
Dylan Southers / 2025 / Storbritannien
Af Helena Moustgaard
The Thing with Feathers rammer lige i hjertet. Benedict Cumberbatch leverer en af sine mest kraftfulde præstationer som en far, der kæmper med tabet af sin kone, mens han forsøger at støtte sine to unge sønner. Hans skildring af en mand, der balancerer mellem sin egen sorg og ansvaret som forælder, er både rørende og ægte. Sorgen bliver til noget fysisk – en krage der hjemsøger familien.
Filmen balancerer mellem drama og horror, og selvom den til tider virker lidt genreforvirret, så gør den virkelig indtryk. I hele biografsalen kunne man høre publikum snøfte og se tårer blive tørret væk. Cumberbatch spiller med en intensitet, der er både fængende og bevægende, og de to unge skuespillere, Henry og Richard Boxall, leverer også stærke præstationer.
Filmen bruger et snævert billedformat for at afspejle hovedpersonens klaustrofobiske sindstilstand – man bliver nærmest fanget i hans sorg. Lydsiden er også bemærkelsesværdig med en blanding af hvisken og disharmoniske toner, der slører grænsen mellem virkelighed og hallucination.
Det er en af de film, der sidder fast i kroppen længe efter, man har set den. En af de mest rørende oplevelser på dette års Berlinale.
Kontinental ’25 – Højdepunkt
Radu Jude / 2025 / Rumænien
Af Viggo Sinding
I en hovedkonkurrence på Berlinalen, præget af store budgetter og spektakulære effekter, stod Radu Judes Kontinental ’25 som et særligt og forfriskende afbræk. Filmet på en iPhone med lavt budget i Cluj og Florești – og skabt med det samme hold, som Jude har samlet til sin kommende episke film om Dracula-myten – føles oplevelsen som en rå og bidsk B-side til et større projekt om rumænsk selvopfattelse. Dens moralske dimensioner er, tro det eller ej, mere ligefremme end i Judes tidligere værker som f.eks. Do Not Expect Too Much From The End Of The World (2024), og dens formsprog er langt simplere, men netop derfor bliver de praktiske implikationer desto mere fremstående og nuancerede.
Det blev ikke til Guldbjørnen for den skruppelløse rumæner, der vandt statuetten i 2021 for Bad Luck Banging or Loony Porn. Men med Kontinental ’25 beviser Radu Jude, at han fortsat er en af de mest provokerende og originalt tænkende filmskabere i den moderne filmverden – og i hvert fald ikke mindre skarpsindig i sin kritik af det moderne samfund.
Honey Bunch – Højdepunkt
Madeleine Sims-Fewer & Dusty Mancinelli / 2025 / Canada
Af Marius Sørensen
I 2020 debuterede det canadiske instruktørpar Madeleine Sims-Fewer og Dusty Mancinelli med Violation, en rape revenge-thriller med et lidt for tyndt plot, forklædt som mysterie bag en unødvendigt mosaisk opbygning. Selvom Violation ikke var jordens største succes, gav den alligevel et glimt af instruktørernes potentiale: Den besad utvivlsomt visuelt flair, velskreven og engagerende dialog og en chokfaktor, der kunne få selv den mest garvede gyserseer til at kigge væk.
Dét talent, Violation vidnede om, bliver for alvor indløst med Honey Bunch, der blev præsenteret i Berlinalens ’Special’-sektion. Filmen følger Diana og hendes mand, Homer, der tjekker Diana ind på – hvad der synes at være – et rehabiliteringscenter for folk med hukommelsestab. Men alt er ikke, som det ser ud, og Diana begynder langsomt at opdage, at hendes ægteskab gemmer på dystre hemmeligheder.
Det er svært at sige meget mere om Honey Bunchs fortælling uden at afsløre dens mange hemmeligheder og drejninger. Mancinelli og Sims-Fewer har skabt en chokerende, absurdistisk og altid spændende thriller, der oveni det også kan flekse ét af de mest spændende visuelle udtryk, du kommer til at se i en film i år. Fang Honey Bunch, når den – forhåbentlig – rammer de danske biografer.
If I Had Legs, I’d Kick You – Højdepunkt
Mary Bronstein / 2025 / USA
Af Marius Sørensen
Blandt Berlinalens mest nervepirrende film finder vi Mary Bronsteins If I Had Legs, I’d Kick You. En frustrerende – på den bedst tænkelige måde – film, der byder på en fabelagtig præstation af Rose Byrne i hovedrollen som en mor, hvis verden langsomt, men sikkert, falder sammen omkring hende, mens hun forsøger at tage sig af sin syge datter.
Bronstein holder stressniveauet konsekvent højt hele filmen igennem. Publikum gives ikke meget plads til at ånde. Kameraet viger sjældent fra close-up-beskæringen, og filmens dialog er udsøgt frustrerende. Præstationer af ASAP Rocky og Conan O’Brian er friske pust, der sørger for, at filmen holder balancen og aldrig bliver alt for ulidelig. If I Had Legs, I’d Kick You er en imponerende film i samme (stressende) ånd som Safdie-brødrenes Uncut Gems (2019) og Ari Asters Beau Is Afraid (2023).
Kommentarer